Webshop

Veronica Mortensen - Catching Waves

Veronica Mortensen (voc), Mads Bærentzen (p), Kristor Brødsgaard (b), Anton Eger (d) + Peter Asplund (tp)

Veronica Mortensen udgiver d. 11. marts sit 4. album, “Catching Waves”. Det er præcis 10 år efter udgivelsen af debutalbummet, “Pieces In A Puzzle”, fra april 2003. Siden da er det, foruden nu 3 udgivelser, blevet til en lang række koncerter med egen gruppe i ind- og udland (Sverige, Grækenland, Spanien, Rusland, Polen, Thailand m.m.) og vedvarende gæsteoptrædender i Big Bands (Bohuslän Big Band, DR Big Band, Klüvers Big Band, Ernie Wilkins Almost Big Band, Tivoli Big Band m.fl.). En arbejdsom periode der tydeligt har udviklet og forfinet Veronicas udtryk som sangerinde og sangskriver. Uden store mediestunts har sangerinden med den charmerende og ukrukkede tilgang til et iørefaldende jazzet repertoire, på sin egen diskrete facon, placeret sig som en af Danmarks mest populære internationale sangerinder. En “musikernes musiker”, der med sin betagende stemme, sin stilsikre rytmiske fornemmelse og sin personlige udtråling hver dag finder begejstrede nye lyttere verden over. Nu udgiver Veronica Mortensen sit til dato klart mest helstøbte album. På Catching Waves er stemmen fokuseret, varm og befinder sig ualmindelig godt i en perlerække af nye sange. Al musik, på nær 2 numre, er skrevet af Veronica Mortensen selv, mens teksterne er skrevet i samarbejde med hendes mand, sangeren og komponisten Niels HP. At stilen er uanstrengt, naturligt afslappet og sikker er ikke tilfældigt, for Veronica og musikerne har arbejdet sammen over en femårs periode, og denne indspilning fandt sted i Nilento Studiet i Gøteborg, umiddelbart efter en uges turné i det nordlige Sverige. At de relativt nyskrevne numre er godt gennemspillede live, før man gik i studiet, har givet god dynamik til musikken.